Matas tager kampen op mod svind med videoovervågning fra Milestone Systems
Nu skal det være slut med tyveri og misbrug af betalingskort. Matas vil svindet og usikkerheden blandt de ansatte til livs - det sker med installationen af avanceret overvågningsudstyr i en række af Matas’ næsten 300 butikker.
Brøndby, den 14. september 2009 – Med Matas’ ca. 2.000 medarbejdere, 27.000.000 årlige handler og en omsætning på over 3 mia. kr. om året vil fejl, tyveri og misforståelser uundgåeligt medføre ubehagelige situationer for kædens ansatte og et ikke uvæsentligt tab for Matas. Ifølge Dansk Erhverv er der hvert år svind for over fem milliarder kroner i detailhandlen, hvilket er et alvorligt og stigende problem.
”Vi har valgt at tage kampen op mod dette svind og har derfor undersøgt, hvordan vi bedst muligt kan give butikspersonalet større tryghed, samtidig med at vi effektivt begrænser uregelmæssigheder og fejl i kassen,” siger sikkerhedschef Marianne Sejbak, Matas.
Løsningen er fundet hos danske Milestone Systems, sammen med Matas’ mangeårige samarbejdspartner IT Gruppen, der også vil implementere systemet. Det består af XProtect™ Corporate og XProtect Retail-software og omfatter traditionel videoovervågning af selve butikkerne samt en analyse af alle kassetransaktioner. POS-systemet (Point of Sale System) genererer dokumentation for samtlige transaktioner, som via Milestones software forbindes med videooptagelser, så det til enhver tid er muligt at identificere svind, fejl samt afklare eventuel tvivl om betalinger, byttepenge m.m.
Mindre svind – mere sikkerhed
Milestones softwareløsning er skræddersyet til Matas’ behov og understøtter flere end 650 digitale videohardwareprodukter, hvorved en del af Matas’ eksisterende videoudstyr kan genanvendes. Herudover kan løsningen integreres med vertikale løsninger fra Milestones mange partnere, som fx Cognimatics.
”Vi søgte en fleksibel og driftssikker løsning, der er nem at betjene, og som også kom vores to vigtigste aktiver til gode, nemlig vores kunder og vores medarbejdere. Med løsningen fra Milestone Systems og IT Gruppen får vi en enestående mulighed for at optimere procedurer og arbejdsgange ved kassen. Ved at begrænse fejlmuligheder frigives der tid til væsentligt mere interessante ting som fx at yde god service, hvilket ikke blot gavner vores kunder men naturligvis også salget.
Vi kan tilmed bruge videoovervågningen til at undgå misbrug af betalingskort og selvfølgelig også mindske risikoen for butikstyveri,” siger teknisk chef Henrik Rothe Juhl, Matas A/S.
Ifølge Henrik Rothe Juhl giver samarbejdet med IT Gruppen, der har mange års erfaring i at levere løsninger til nogle af landets største detailkæder, en høj grad af tryghed, når et så forholdsvis komplekst system skal implementeres.
”I samarbejde med vores mange detailkunder arbejder vi i IT Gruppen kontinuerligt på at optimere vores overvågningsløsninger. Blandt markedets mange avancerede kameratyper har vi udvalgt de produkter, som giver kunderne størst mulig værdi for pengene. Samtidig har vi et stort installationsteam, der kan håndtere en ordre af denne størrelse,” siger product manager Michael Hygild Sørensen, IT Gruppen AS.
I november 2009 vil videoovervågningsløsningen være installeret i foreløbig 55 Matas butikker, og hvis installationen skaber den forventede forretningsværdi, vil udbygningen fortsætte. Hos Milestone Systems oplever man generelt en øget efterspørgsel på videoovervågning i detailhandelen.
”Vi har lignende løsninger installeret i blandt andre butikscentre, supermarkeder, hoteller, restaurationer og banker, som i lighed med den øvrige detailhandel har kæmpet mod svind, der i sidste ende går ud over butikkernes omsætning og for mindre virksomheder ligefrem deres overlevelsesmuligheder. Men med en løsning, som den Matas nu installerer, minimerer man risikoen for svind, optimerer forretningsgangen og øger serviceniveauet til gavn for kunderne og ansatte,” siger retail manager Lars Wilson, Milestone Systems.
Løsningen indeholder ’People Counting’, der tæller antallet af mennesker i butikken – en IP-baseret løsning fra Milestones Solution Partner Cognimatics, der kører med Axis-videokameraer. Med en kundetæller kan hver enkelt butik ved at sammenligne med det faktiske salg indrette sig på den mest hensigtsmæssige og kundevenlige måde, og hele løsningen fungerer dermed både som analyse- og ledelsesværktøj.
Yderligere oplysninger
Retail manager Lars Wilson, Milestone Systems.
Mobil: +46 709 74 4025
Product manager Michael Hygild Sørensen, IT Gruppen
Telefon: 70 15 30 03
Om Milestone Systems
Milestone Systems er verdens førende producent af IP-baseret software til digital videoovervågning bygget på åbne standarder. XProtect-produktserien supporterer over 700 forskellige typer netværkskameraer via LAN, WAN eller internettet og udgør dermed en bred vifte af valgmuligheder for Milestones kunder og partnere. Milestone har mere end 50.000 løsninger installeret hos kunder verden over, bl.a. hos Arbejdernes Landsbank, DSV Transport, DTU, SAS Radisson Hoteller, Scandlines, Fakta og Matas. Med hovedsæde i Danmark har Milestone Systems datterselskaber i Australien, England, Frankrig, UAE, Italien, Japan, Singapore, Spanien, Tyskland og USA og en veludbygget distributionskanal med autoriserede partnere i over 100 lande. Milestone Systems beskæftiger ca. 200 medarbejdere.
Om Matas
Matas tæller 295 butikker fordelt over hele Danmark - samt 4 butikker i Sverige. Størstedelen af butikkerne indgår i en kapitalkæde, hvor CVC Capital Partners har aktiemajoriteten. De privatejede butikker samarbejder fortsat med Matas A/S om levering af Stribevarer og fælles kampagner. Læs mere på www.matas.dk.
Om IT Gruppen
IT Gruppen er Skandinaviens største leverandør af totalløsninger til detailhandlen. Siden 2004 har IT Gruppen leveret mere end 550 overvågningsløsninger, til kæder som SPAR, SuperBest, XL Byg, McDonalds, Kiwi minipris. IT Gruppen har landsdækkende serviceafdeling, som hjælper med drift og support på de mange kunder. IT Gruppen har ca. 200 medarbejdere og er en del af EG koncernen. Læs mere på: www.itgruppenas.dk