Jesper Balser i bestyrelsen for Milestone Systems
Danske Milestone Systems, den globalt markedsledende producent af software til digital videoovervågning, udvider bestyrelsen med Navision-stifteren Jesper Balser.
Brøndby, den 21. oktober 2009 – Direktør Jesper Balser er indtrådt i bestyrelsen for danske Milestone Systems for at tilføre yderligere strategisk kompetence med henblik på virksomhedens internationale ekspansion.
”Det er meget positivt, at Jesper Balser indtræder i Milestone Systems’ bestyrelse. I de senere år har vi opbygget en international salgs- og distributionskanal, og vores internationale ekspansion fortsætter – senest i år med nye datterselskaber i Spanien og Australien. Jesper Balser har stor erfaring med opbygning af internationale distributionskanaler for software, og vi er glade for at kunne trække på denne erfaring,” siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems
Jesper Balser grundlagde i 1985 sammen med to partnere softwarevirksomheden Navision, som i 1999 blev børsnoteret og i 2002 solgt til Microsoft for omkring 11 mia. kr. I dag fungerer Jesper Balser bl.a. som rådgiver for en række teknologivirksomheder i ind- og udland.
”Milestone er en spændende virksomhed i et meget interessant marked. Jeg er imponeret over, hvor langt virksomheden er nået siden starten i 1998. Milestone har allerede dokumenteret sin evne til at konkurrere på verdensmarkedet. Nu skal den internationale ekspansion sættes yderligere i system og accelereres, og jeg håber, at min erfaring kan bidrage hertil,” siger Jesper Balser.
Om Milestone Systems
Milestone Systems blev etableret i 1998 med hovedsæde i Danmark og er i dag verdens førende producent af IP-baseret software til digital videoovervågning bygget på åbne standarder. Produktserien XProtect™ sikrer en stærk og driftssikker videoovervågningsløsning, der er nem at administrere for tusindvis af kunder i en lang række industrier. Samtidig supporterer Milestone det største udvalg af netværkskameraer og integreres med andre systemer som adgangskontrol, analytisk software, biometrics, PoS, ERP, osv. Milestone Systems’ åbne platform er fundamentet for ’best-of-breed’ videoovervågning, der reducerer omkostninger, optimerer processer og beskytter mennesker og værdier. Milestone Systems’ software sælges gennem autoriserede og certificerede partnere i mere end 100 lande.